Samtaleanalyse

Samtalens forløb

Ligesom en god historie, eller en god stil, er en god samtale tredelt:

INDLEDNING Etablering af kontakt

>

KERNELED Samtalens emne afhandles

>

AFSLUTNING Kontakten afbrydes

Dele af samtalen er ofte mere eller mindre ritualiserede og præget af faste ytringspar, som fx:

• hilsen-hilsen
• spørgsmål-svar
• tilbud-accept/afvisning (foretrukken/uforetrukken respons)
• bebrejdelse-undskyldning/forsvar (do.)

Grundlæggende principper for samtale

Man har ordet på skift (turtagning) og signalerer med småord (gambitter) om man ønsker at afgive ordet eller beholde det, og med småord, lyde og mimik om man accepterer fremstillingen og turtagningen.
Den vellykkede samtale overholder flg. overordnede principper:

• Samarbejdsprincippet:
  • Hold dig til emnet (relevans)
  • Sig kun det nødvendige (omfang)
  • Giv plads/send stafetten videre (turtagning)
  • Udtryk dig klart
  • Tal sandt

• Høflighedsprincippet:
  • Vær hensynsfuld
  • Vær positiv
  • Søg enighed
  • Undgå at kritisere

For en udenforstående er det imidlertid ikke altid indlysende at samtalen overholder samarbejds- og/eller høflighedsprincippet — men hvis man forstår kommunikationssammenhængen, kan man se at principperne overholdes.

Ex.:
A: Hvad er klokken?
B: Jeg er bange for at bussen er kørt.

— Hvad er på spil her? Hvorfor svarer B sådan? Er kommunikationen vellykket eller forfejlet?

Turtagning

Når samtaler overhovedet fungerer, skyldes det at vi i samtalen bruger et lokalt styresystem, som har at gøre med fordelingen af og overgangen mellem taleture. Samtalen er baseret på at man har ordet på skift, dvs at man skiftes til at ‘tage ture’, og i en velfungerende samtale anvendes specielle teknikker og regler for tur-konstruktion og tur-allokering

Tur-konstruktion

Turskiftet foregår som regel på et overgangsrelevant sted, dvs et sted hvor indlægget har nået en grad af færdiggørelse

Tur-allokering

I en formel samtale med to eller flere deltagere finder der en formaliseret styring af turtagningen sted:

• Den først talende (F) afgiver ordet og udpeger næste talende (N) — eller undlader at udpege N og lader N væge sig selv
• N tager ordet eller lader være — der kan opstå konflikt hvis en anden ønsker ordet
• F kan vælge at fortsætte hvis N ikke tager ordet

I en uformel samtale er turtagningen mindre formaliseret, men derfor kan man godt kigge efter om, og hvordan, den talende lægger op til turskiftet

Flere ting at kigge efter i analysen

Sproghandlinger

Der er 5 overordnede sproghandlinger som kan komme i spil i forskellige blandingsforhold:

Udtrykker, skaber og/eller strukturerer	Holdninger og følelser	Handlinger	Informationer	Ritualer	Samtale og kontakt
Direkte
Indirekte

Derudover kan der skelnes mellem

• Kernehandling: selve indholdet i sproghandlingen, fx Luk lige vinduet, …, og
• Satellithandling: et belæg for indholdet, fx … det trækker.

Op- og nedtoning

Man kan udtrykke sig mere eller mindre kraftfuldt, skrue op (= optoning) eller ned (= nedtoning) for styrken i sine ytringer.

Ex.:
A: Det går ikke. Politikerne må simpelthen tage sig sammen nu og forbyde det!
(…)
B: Det jeg gerne lige ville sige …

Ytringspar

En ytring kalder på en reaktion: en hilsen kalder på en hilsen, et spørgsmål på et svar. De udgør tilsammen et ytringspar (eller et turpar). Forekomsten af ytringspar indebærer at vi anerkender hinanden, og på den måde bidrager de til opretholdelse af face.
Et ytringspar kan indeholde en foretrukken respons (dvs. den positive, forventede), eller en uforetrukken respons (nemlig en negativ, afvisende). Den foretrukne respons bidrager mere til opretholdelse af face end den uforetrukne.

Pauser

Pauser kan være naturlige eller anstrengte, og kan derfor være meget udtryksfulde, afhængigt af hvem der kontrollerer dem:

• Hvem ejer pausen? Dvs. hvem laver den, og hvem kan ophæve den?
• Hvad siger pausen?

Reparationer

Reparationer er tøvelyde, lydforlængelser, gentagelser, selvrettelser, osv. De bruges i situationer hvor den talende er ved at miste grebet, men ikke ønsker at afgive ordet. De bruges m.a.o. til at modvirke en naturlig turtagning.

Gambitter

Småord, vendinger og hele sætninger der fungerer som åbningstræk (begrebet stammer fra skak). De bruges til at:

• åbne samtalen
• styre turtagningen, fx: ikk?, vel?, Hvis jeg lige må …
• angive hvordan det sagte skal opfattes, fx: Nu generaliserer jeg med vilje groft …
• regulere turtagningen, fx: Og så vil Danny sige sige noget om …
• opretholde en kontakt, fx: Prøv lige at høre her …

Underteksten

• Det usagte, det mellem linjerne
• Kommer til udtryk gennem regelbrud, indirekte sproghandlinger, tonefald, mimik, (oversprings)handlinger, tavshed

Sproglige koder

• Ordvalg, idiomatik og syntaks der knytter sig til bestemte
  • brugssammenhænge, fx et bryllup, et indkøb
  • sociale lag, fx arbejdersprog
  • geografiske tilhørsforhold, fx jysk, randrusiansk
  • kulturelle tilhørsforhold, fx perkerdansk
  • …

Derfor kan de sproglige koder være både inkluderende og ekskluderende, afhængigt af om man kender dem eller ej. Der ligger en tryghed i at kende dem, en viden om hvad der forventes af en; og der følger utryghed med at stå udenfor — nogle gange resulterer det i aggressivitet.

Facework

• Det man gør for at opretholde sit image, dvs. det positive selvbillede og den sociale identitet, som man forsøger at leve op til og få den andens anerkendelse af i en samtale.
• En samtale kan være potentielt ansigtstruende, dvs. man kan risikere at tabe ansigt — og derfor må man forsøge at begrænse skaden ved hjælp af noget facework.

Roller og magtforhold i samtalen

• Se Transaktionsanalyse

---

Kommunikationsmodeller

1. Laswells klassiske model:

HVEM Afsender

>

SIGER HVAD Budskab

>

TIL HVEM Modtager

>

I HVILKEN KANAL Medie

>

MED HVILKEN EFFEKT? Effekt

2. Jakobsons udvidede model:

• Emotiv funktion - info om afsenderens holdning el. følelser (FF: symptomfunktion)
• Referentiel funktion - info om omverdenen udenfor sproget
• Fatisk funktion - der tales om forholdet mellem taler og lytter
• Metasproglig funktion - der tales om måden der tales på
• Poetisk funktion - der tales på en særlig pudsig el. smuk måde
• Konativ funktion - info som skal påvirke, styre modtageren (FF: signalfunktion)

Afsender/emotiv

Kontekst/referentiel Meddelelse/poetisk Kontakt/fatisk Kode/metasproglig

Modtager/konativ

Med modellen kan man spørge:

• Hvilke funktioner dominerer? Hvorfor? Hvordan virker det?
• Hvilke funktioner mangler? Hvorfor? Hvordan virker det?

---

Det mundtlige sprog

— er anderledes end det skriftlige, bl.a. på følgende punkter:

Upræcis deiksis

Uklare henvisninger til tid, sted og person. Præcis deiksis er unødvendig i talt sprog fordi de deiktiske elementer (dvs. forankringen i tid, rum og person) fremgår af sammenhængen og talesituationen.

Ufuldstændige sætninger (ellipse)

I det talte sprog kan vi godt leve med en ledsætning der aldrig får sin hovedsætning, eller en sætning der afsluttes inden den er færdig, fordi vi får fortsættelsen leveret af talesituationen. Som taler vil man ofte springe videre så snart man har registreret at man er blevet forstået.

Sætningsytringer og selvafbrydelser (interjektioner)

Småord, som ikke betyder noget i forhold til meningen, men som spiller en rolle i kommunikationen, som fx øh, ikk', hvad var det nu?. De fylder huller ud, eller regulerer turtagningen.

Forstærkende udtryk

Superlativer, plusord, eder — altsammen noget der forstærker meningen, ofte uden viden om deres egentlige betydning, som fx super, sygest, eddermame, fucking.

Digressioner

Skovture; når man taler ud af en tangent, slipper sin plan og lader sig styre af sin tanke- og talestrøm.

Bekræftende og dialogskabende sproghandlinger

Når man skal sikre sig at det kommunikative fællesskab stadig eksisterer, fx Er du med? Ikk'?

Derfor er replikgengivelser i tekster stiliserede. Hvis de rent faktisk lignede replikker fra virkeligheden, ville vi hurtigt tabe tråden fordi vi ikke får de non-verbale signaler med.

Eksempel på autentisk dialog

(Kilde: Faglige forbindelser, s. 186f)

 * Vis eksempel

To piger som ikke har set hinanden i en periode, taler sammen:

Tegnforklaring (P) angiver pause [ angiver at replikken falder oven i den foregående : angiver forlængelse

A: (…) selvom vi havde meget med hinanden å gør' så havde vi det jo eg'lig ikk' alligevel (P) vi gik jo lig'som[
B: [nej, det var ikk' lissom selv
A: hver i såd'n sin verden nærmest (P)
B: ja

---

A: (…) jeg så overhovedet ik' nogen[
B: [ja nej
A: overho'det ik' nogen[
B: (rømmer sig) nej det syns jeg godt nok at det er

---

A: (…) jeg kan ikk' rumme å sku lær' fler'[
B: [nej nej
A: mennesker å kende (P) og jeg møder enormt mange ski:de søde mennesker å hvis jeg lige var kommet til byen[
B: [ja
A: så ville jeg sikkert bli'e perlevenner med dem allesammen

---

Opsamlende

• samtalen er en interaktiv proces
  • personerne reagerer løbende på hinandens udspil
  • modtager og afsender skifter hele tiden rolle
• samtalen har flere samtidige niveauer og kommunikationen har flere lag
• subjektive faktorer
  • personernes subjektive opfattelser af tingene er afgørende: emnet, modtageren, situationen osv.
  • der kommer flere grader af bevidsthed til udtryk i samtalen
  • personen er ikke fuldt opmærksom om alt

---

Baggrund, bl.a.:
Faglige forbindelser i dansk, s 13ff, s. 151ff, s. 185ff
Begreb om dansk, kap. 7
Håndbog til Dansk