Dokumentar

Dokumentarfilm kan være meget forskellige — stilfærdige, saglige, højtråbende, manipulerende — men fælles for dem er ambitionen om at dokumentere virkeligheden i form af enten væsentlige eller oversete begivenheder. Relationen til virkeligheden spiller således en helt afgørende rolle i dokumentarfilmen, ligesom den er afgørende for vores forventninger til filmen
.
Emnerne er ofte samfundsaktuelle forhold, historiske forhold eller markante personer, og fokus kan ligge på indblik, afdækning og afsløring. Ofte er filmen organiseret omkring en central påstand, som filmen søger at underbygge med forskellige argumenter og retoriske strategier.

Dokumentarfilmens formål er at informere, diskutere og engagere mere end bare at underholde. Den er ofte præget af reportage og interview, men oftere og oftere bruges fremstillingsformer og virkemidler fra underholdningsfilmen i dokumentaren. Som regel foregår den on location og med virkelighedens egne personer, men ofte ses også passager hvor skuespillere gennemspiller "scener fra det virkelige liv".

Man kan skelne mellem forskellige dokumentargenrer. Den enkelte film holder sig sjældent rent til én genre, men bevæger sig ofte på tværs af to eller flere genrer.

• Se oversigt over filmanalysebregreber som kan bruges i dokumentarfilmsanalyse

Dokumentargenrer

— inddelt efter fortællemåde

Dokumentaren ser livet og virkeligheden fra en faktuel vinkel. Vi oplever den ofte som et autentisk og sandfærdigt filmisk billede af virkeligheden.

Fiktionsfilmen giver os metaforer for virkeligheden. Dokumentarens forhold til virkeligheden er metonymisk ─ Den giver os en ’slice of reality’. Der er lagt et snit i realiteternes verden. Der er skåret fra og evt. lagt lidt til (fx via fiktionskoder). Dokumentaristen foretager valg i sin beskæring, og derfor præsenterer dokumentaren kun et udsnit af virkeligheden.

Afgørende er måden, hvorpå der fortælles ─ Forholdet mellem instruktøren og den virkelighed, der skildres.

Den ekspositoriske	Dybdeborende dokumentar. ’Exposes’ en virkelighed ─ blotter, afslører, fremviser. Alvidende tredjepersonsfortæller, eksplicit til stede på lydsiden som voice over. Litterær pendant: ’Telling’ Billedbrug: underbygning, illustration, kontrast i forhold til fortællerstemmen
Den observerende	Prætenderer at vise os virkeligheden, som ’den er’ - seeren må selv tage stilling. Neutrale billeder (neutral beskæring og synsvinkel, lav klipperytme m.m.) Fortælleren er tilbagetrukket, ’fluen på væggen’. Litterær pendant: ’Showing’
Den interaktive/performative	Undergenre: Performativ dokumentar/ jeg-dokumentar (dokumentaristen er hovedperson) Dokumentaristen interagerer med den skildrede virkelighed - aktiv på både billede- og lydside. Selve tilblivelsesprocessen og den journalistiske afdækning af virkeligheden tydeliggøres. Virkeligheden set gennem et bestemt blik ─ den personale/personbundne fortæller.
Den selvrefleksive	Tematisering af det at konstruere og bearbejde virkeligheden Metaniveau: Diskuterer dokumentargenrens muligheder, greb og begrænsninger.

— inddelt efter tema

• portrætdokumentaren
• den sociologiske dokumentar
• institutionsdokumentaren
• den sagsorienterede dokumentar