Citater

Sådan citerer du fra et digt

Her er et digt af Henrik Nordbrandt, "En kort beskrivelse af det særligt danske" fra samlingen Vi danskere, 2010:

Det er ligesom at være hjemme hos nogen.
Der lugter.
Og så ved de, hvor tingene skal stå.

Digtet er ikke længere, så det ville du formodentlig bare skrive op som det står.
Hvis du nu bare ville citere en del af det som du ville flette det ind i din egen tekst, ville du sætte det i anførselstegn og markere linjeskiftene med en skråstreg:

I "En kort beskrivelse af det særligt danske" sammenligner Henrik Nordbrandt danskheden med det "… at være hjemme hos nogen./ Der lugter./ Og så ved de, hvor tingene skal stå."
(Vi danskere, 2010)

Citat i flere niveauer

Du kan komme ud for at skulle bruge anførselstegn i et citat – hvad gør du så? Du bruger 'enkelte anførselstegn' (= apostrof) på det ene niveau og "dobbelte" på det andet:

"Jeg har haft ansatte, som udtrykker suk, støn og 'Virkelig?', når jeg beder dem om små simple opgaver."
("De helt unge aner ikke, hvad det vil sige at knokle", Politiken, 24/08/2015)

eller:

'Jeg har haft ansatte, som udtrykker suk, støn og "Virkelig?", når jeg beder dem om små simple opgaver.'
('De helt unge aner ikke, hvad det vil sige at knokle', Politiken, 24/08/2015)

Om du har de enkelte anførselstegn yderst eller inde i citatet er i sig selv ligegyldigt – men skal bare svare til hvad du i øvrigt bruger i teksten. Så hvis dine øvrige citater står i dobbelte anførselstegn, skal de også stå yderst her.

Du skal ikke forsøge at lave »citations-vinkler« ved at sætte >>to højrepile og to venstrepile<< omkring citatet – som du kan se her, ser det helt forkert ud. Du skal heller ikke sætte de dobbelte sammen selv af 2 apostroffer, men bruge dem på tastaturet (på 2-tasten) i stedet.

'Cirka-ord'

Overskriften står i anførselstegn fordi ordet ikke findes, men måske lige kan gå an til at beskrive noget vi alle kender. Mange bruger det i stedet for at bruge den nødvendige tid med en ordbog, et opslag på nettet, eller bare en gennemsøgning af ens eget ordforråd, men det er en uskik, dårligt skriftsprog. Gør dig umage og find et ordentligt ord, eller lav en bæredygtig omskrivning.
Lige i tilfældet med denne overskrift er det måske ikke så ringe, for det fik dig til at læse dette opslag, og det havde du måske ikke gjort hvis overskriften lød "Forsøg på at sløre manglende sproglig præcision ved hjælp af anførselstegn".
Formuler dig altid præcist og brug de korrekte ord – og reserver anførselstegn til citater og titler, samt til de sjældne tilfælde hvor det giver mening at lave et nyt ord.

En tilsvarende unode er at skrive to-tre-fire ord/synonymer/beslægtede betegnelser adskilt af skråstreger. Gør det gerne i dine egne noter, men som hovedregel ikke i afleveret tekst medmindre det giver mening, dvs, tilføjer en ekstra dimension — og det gør det meget, meget sjældent! Som regel handler det om at undgå besværet med at vælge det præcise ord. Gør den ekstra lille anstrengelse i stedet, og få i tilgift et bedre, mere præcist og mere varieret sprog som ikke kun hjælper læseren, men også dig selv til at blive klar over hvad du egentlig mener…

Kursiv i citater

Når man citerer længere passager, sætter man dem ofte i kursiv (og rykker dem lidt ind). Hvad gør man så hvis der er kursiverede ord i citatet? Man af-kursiverer dem, så de står i normal typografi og derved adskiller sig fra brødteksten.

Når man citerer længere passager, sætter man dem ofte i kursiv (og rykker dem lidt ind). Hvad gør man så hvis der er kursiverede ord i citatet? Man af-kursiverer dem, så de står i normal typografi og derved adskiller sig fra brødteksten.

Du kan se en oversigt forskellige typer anførselstegn her: https://da.wikipedia.org/wiki/Citationstegn

Medmindre andet er angivet, er indholdet af denne side licenseret under Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License