Argumentation

Toulmins argumentationsmodel

— kan fungere som et redskab til:

  • at forholde sig kritisk til andres synspunkter
  • at gennemskue strukturen og vurdere kvaliteten af argumenterne i fx reklamer, artikler og taler
  • at opbygge, strukturere og styrke dine egne argumenter, fx i en skriftlig opgave eller i en tale
toulmin1.png

Argumentationsmarkører

Argumentets elementer er ofte (men ikke altid) markeret ved hjælp af småord (konjunktioner, præpositioner, o.a.):

  • Påstand (P): derfor, af den grund, som følge heraf, heraf ses m.fl.
  • Belæg (B): fordi, på grund af at, da m.fl.
  • Hjemmel (H): eftersom, som vi jo alle ved m.fl.

Den udvidede argumentationsmodel

toulmin2.png

Modellens nye elementer er:

  • Rygdækning (R): man bakker sit argument op med yderligere et (eller flere)
  • Styrkemarkør (S): man styrker argumentet ved fx at understrege sin overbevisning om at det er sandt
  • Gendrivelse (G): man styrker argumentet ved at vise at man allerede har tænkt et modargument ind — man styrer modstanden derhen hvor man ved at man kan slå den ned

Brug modellerne med omtanke! Dvs, brug dem til at kortlægge hovedargumentet i en tekst! Og det finder du ikke ved hjælp af en model, men kun ved at læse teksten grundigt og kritisk!

Argumentationsform i skriftlig dansk

At karakterisere vil sige at slå ned på særegne træk. Hvis en skriftlig opgave (oftest kronikken) kræver en karakteristik af argumentationsformen, har den indbygget en forventning om, at du kan gennemskue og formidle hvilke aspekter ved tekstmaterialet, der er centrale i forhold til de synspunkter, det præsenterer. Husk, at sagprosatekster, debatterende tekster, kronikker o.l. ligesom skønlitterære tekster taler med deres egne stemmer. Din opgave ligger altså i at formidle tekstens/teksternes særlige sproglige, stilistiske og/eller argumentatoriske kendetegn.

Det kan indbefatte:

  • appelformer: patos, etos, logos
  • argumentation: påstand, belæg, hjemmel (evt. styrkemarkører, rygdækning, gendrivelse)
  • argumentationstyper, fx: mængdeargument, ekspertargument, deskriptionsargument, erfaringsargument, skræmmeargument (se nedenfor)
  • brug af eksempler
  • ironi
  • sarkasme
  • humor
  • ordspil
  • bevidst brug af parataktiske eller hypotaktiske sætningsstrukturer – eller skift mellem disse
  • brug af farvede, forstærkende eller indignerede adjektiver
  • retoriske spørgsmål
  • intertekstualitet
  • iøjnefaldende brug af tegn
  • høj stil (højt lixtal og mange fremmedord/tekniske begreber/fagterminologi)
  • lav stil (lavere lixtal, brug af jargon, bandeord, latrinære og vulgære udtryk)
  • brug af troper og figurer
  • og meget andet: brug øjnene og din sunde fornuft! Gå målrettet efter det der er bemærkelsesværdigt ved netop denne tekst og undgå at bruge denne liste (eller andre af samme slags) slavisk!

Du må gerne kombinere redegørelsen for tekstens synspunkter med karakteristikken af dens argumentationsform. Den bedste fremstilling får du når du får form og indhold til at spille sammen, og det gør du ved at bruge dine konkrete iagttagelser af tekstens virkemidler til at formulere dig om sammenhængen mellem form og indhold i teksten.

Argumentationstyper (argumentkneb)

Her er nogle af de mest brugte argumentationstyper:

  • ekspertargument (læger, videnskabsmænd m.fl.)
  • chefargument (politiet, læreren, forældrene, Gud)
  • referencegruppeargument /idolargument (f.eks. rockmusikere, fodboldspillere)
  • auroritetsargument (ligelig blanding af ekspert-, idol- eller chefargument)
  • ad-hominem-argument (personlige positive egenskaber, fx pålidelig, ubestikkelig)
  • mængdeargument (stort antal, fx "ni uf af ti", "nu set af 500.000")
  • deskriptionsargument (fra beskrivelse af enkelttilfælde til generalisering)
  • trusselsargument (straf, fyring, uheld)
  • lykkeargument (ungdom, rigdom, evig elskov)
  • frygtargument (modsat lykkeargument)
  • generaliseringer
  • banaliteter

Vi bruger nogle gange betegnelsen argumentkneb om dem, men undgå at forholde dig moraliserende til dem. Analysens mål er at finde dem og beskrive hvordan de bruges, hvordan de virker, og hvilket formål de tjener.

Talehandlinger i argumentationssammenhæng

Man skelner mellem fem typer af talehandlinger:
Konstativer
— fx påstå, informere, gengive, fortælle, forklare — dvs. konstateringer af hvordan afsenderen opfatter tingene; de markerer overbevisning, men kan også opfattes som udtryk for påståellighed.
Direktiver
– fx beordre, spørge, anmode, råde, kræve – direkte og ærlige forsøg på at fremkalde en reaktion, anvisninger på hvordan tingene bør opfattes; de markerer ærlighed omkring formålet, men kan også virke styrende og kommanderende.
Kommisiver
– fx love, garantere, nægte, sværge – dvs. forpligte sig til at gøre noget; de kan virke beroligende, men kan også give tab af troværdighed hvis de ikke følges op af handling.
Ekspressiver
– fx lykønske, rose, undskylde, beskylde – dvs. udtrykke sine følelser; de kan gøre teksten personlig og afsenderen nærværende, men kan også kamme over og give en fornemmelse af noget useriøst og manipulerende.
Deklarationer
– dvs. erklæringer, som er mere formelle og på et højere niveau end kommisiver; de står og falder med afsenders autoritet til at fremsætte dem.


[Om talehandlingsteorien: http://www.teorier.dk/tekster/john-langshaw-austin-talehandlingsteorien.php]

Medmindre andet er angivet, er indholdet af denne side licenseret under Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License