Almindelige fejl

Hvad er de mest almindelige fejl i de skriftlige afleveringer på dansk? Her kommer — efterhånden — en liste over dem, og bud på hvordan de kan undgås. Asterisken (*) efter eksemplerne angiver at de er fejlsætninger.

mellemrum.jpg

Særskrivning/sammenskrivning

Hvad er forskellen på din bedstemor og din bedste mor? På lammefrikadeller og lamme frikadeller?
Hvad er problemet i kalve lever i skiver og bamse boller i fuldkorn?

Fænomenet kaldes særskrivning: at man skriver et sammensat ord i to; og det er en stadig mere udbredt retskrivningsfejl der for alvor kan forstyrre forståelsen — og få en skribent til at se ufrivilligt komisk ud.

Den dominerende årsag til forvirringen er formodentlig at man på engelsk som udgangspunkt særskriver sammensatte ord. (Men engelsklæreren kan sukke: 'Hvorfor sammenskriver de dem så i de engelske afleveringer?')

Hvis du er i tvivl kan du gå ud fra denne regel:

  • Hvis der er tryk på én stavelse, er der tale om ét ord – så sammenskriv
  • Hvis der er tryk på to (eller flere) stavelser, er der tale om to ord – så særskriv
  • Hvis det ene ord i en sammensætning er en forkortelse, sætter man normalt bindestreg, som fx i tv-avisen. Du kan læse mere om brugen af bindestreg her (på Sproget.dk)

Læs mere om fejlplacerede ordmellemrum på her (på Sproget.dk).

Tegnsætningsfejl

Den er tit gal med komma og semi-kolon. Komma er traditionelt et problem på dansk (men ikke så svært som mange tror), og semi-kolon er af en eller anden grund i gang med at blive omdefineret til kolon af sprogbrugere der ikke kan se forskellen, eller ikke ved at kolon allerede eksisterer. Se siden om tegnsætning på dette site – og få en kort beskrivelse og nogle gode links til mere beskrivelse og til øvelser.

Stavekontrollen styrer (for vildt!)

Den er smart, den stavekontrol, men den er også dum – den kan ikke gætte hvad du mener, men foreslår ord ud fra nogle hyppighedsberegninger, og det resulterer oftere end du tror i rent vrøvl. Det skal du da ikke acceptere at skulle stå på mål for, så brug den, men gå dens ændringer efter kritisk, og ret rettelserne når der er brug for det.

  • og hendes opfodring der kommer til sidst, om at de unge skal tage arbejdshandskerne på …*
  • Denne skrivestil for hende til at virke barnlig.*


Det samme gælder i øvrigt autokorrekturen. Den er især ikke god til forkortelsespunktummer og ordenstal. Så du er nødt til selv at rette:

  • F.Eks. Sker der i slutningen af det 19. Århundrede det at …* til
  • F.eks. sker der i slutningen af det 19. århundrede det at …

Personlige pronomeners kasus

Modsat fx spansk og tysk har vi ikke kasus på dansk – eller har vi? De personlige pronomener bøjer vi faktisk ofte i kasus, afhængigt af om de står som subjekt i sætningen eller som objekt: jeg/mig, du/dig, han/ham, vi/os, I/jer, de/dem.
Derfor hedder det ikke Mig og vennerne gik i byen *, men Jeg og vennerne gik i byen (– eller bedre, måske: Jeg gik i byen med vennerne). Er det svært? Næh, egentlig ikke; ingen ville jo drømme om at sige Mig gik i byen, vel?

Det er ikke kun gymnasieelever der laver fejlen. Her er et klip fra en journalistisk kommentar:

  • Det er et trist billede på en politisk kultur, hvor dem, der kommer med nye løsninger, udråbes til narrehatte, mens dem, der skyder ideerne ned, er helte. * (Per Michael Jespersen: "Løkke & CO. har tabt fantasien", Politiken, 14/10/2015)

Mange overkorrigerer når de bliver opmærksomme på dette. Forklar selv hvad der er galt her:

  • Til alle de, der aldrig laver fejl i dette, siger jeg: 'Godt gået!'*

Læg mærke til at fejlen som regel optræder i forbindelse med sammensatte led (fx: hende og hendes familie bor på et øde sted*) eller i forbindelse med en relativsætning (fx: alle dem der sad nede i hjørnet, var …*)

Pronominalreferencer

Personlige pronomener er en vidunderlig ting — sammenlign:

  • Don Alonzo Enriquez de Guzman steg af hesten og vaklede. Don Alonzo Enriquez de Guzman havde det tydeligvis dårligt.
  • Don Alonzo Enriquez de Guzman steg af hesten og vaklede. Han havde det tydeligvis dårligt.

— Men de virker kun hvis læseren let kan afkode hvem eller hvad pronomenet refererer til. Mange har problemer med pronominalreferencerne, og det kan betale sig at være på vagt.

Navne

Du er ikke på fornavn med forfatteren – heller ikke selv om det skulle være din lillebror.
Den nemme regel er:

  • Forfatteren omtaler man aldrig ved fornavn
  • Fiktive personer omtaler man gerne ved fornavn – hvis det er sådan de omtales i teksten

Mere indviklet er det såmænd ikke.

Balance i sætningen

balance2.jpg

Det er ikke usædvanligt at sætninger 'vælter' fordi de ikke fortsætter som læseren forventer — og har ret til at forvente, fordi der er lagt op til det.
Det drejer sig ofte om et af disse to scenarier:

  • To-leddede formuleringer som ikke må adskilles (dels…dels, både…og, hverken…eller, jo…jo/desto, for det første…for det andet osv.), og som aldrig når frem til andet led. (Og husk nu at det ikke hedder både … men også!
  • Betingelsesledsætninger (begyndende med fx da, eftersom, hvis) som mister deres hovedsætning
    Hvis menneskene ikke snart forstår, at man skal være varsom med at fælde træerne langs Sydamerikas kyst, fordi disse opsuger kystvindens nedbør, som ellers ville løbe tilbage i havet uden at gøre gavn.
    Sætningen er ikke komplet. "Hvis" skal efterfølges af et "så" (som sjældent skrives) – sætningen kan fx afsluttes sådan: Hvis menneskene…. gøre gavn, (så) risikerer man at få store ørkenområder i Sydamerika.

Det handler ofte om at sætningen/perioden bliver så lang at skriveren glemmer udgangspunktet undervejs. Men det gør læseren ikke, og han bliver forvirret af det.

Idiomatik/ordforbindelser/faste vendinger

Ikke alle ord går lige godt sammen. Mange har problemer med at finde den korrekte præposition — se fx ovenfor om ad og af, men der hvor det er sjovest — og sværest — er når det drejer sig om faste vendinger. Hvad er fx forskellen på følgende tre vendinger:

  • De unge skal trække i arbejdstøjet
  • De unge skal tage arbejdshandskerne på
  • De unge skal trække i arbejdshandskerne*

De to første er de korrekte versioner, dvs. dem som vi alle forstår, eller let kan regne ud af hvad betyder, fordi billledet er entydigt. Den tredje, derimod, rammer skævt på og fremkalder måske billedet af unge kun iført arbejdshandsker. Den er selvfølgelig kommet i stand ved at de to første udtryk er gledet sammen for skriveren. Den er imidlertid sjov og ikke længere fra et korrekt udtryk end at vi sagtens kan regne ud hvad der menes, samtidig med at vi morer os lidt. Hvis den sidste vending forekommer i en iøvrigt velskrevet og lidt legesyg tekst, vil vi opfatte den som et finurligt ordspil og en invitation til at tænke efter – men hvis den forekommer i en tekst der i forvejen er fuld af sprogfejl, vil den bare stå som endnu en af slagsen.

Det bringer os tæt på noget vigtigt omkring faste vendinger: der kan spilles på dem. En dygtig, bevidst og vidende sprogbruger kan lege lidt med dem og føje en ekstra dimension til sit udsagn — men en mindre rutineret skribent kan brænde sig gevaldigt på dem ved at levere en ufrivilligt komisk variant. Derfor: gå efter de korrekte former, og lav kun om på dem hvis du er helt sikker på hvad du gør!

Tjek dem, med alle til rådighed stående midler, hvis du er det mindste i tvivl — og måske også selv om du ikke er. Øv dig i at komme i tvivl — og handle på det!
'Til rådighed stående midler' vil her sige Sproget.dk, Den danske ordbog, Gyldendals røde, osv.

Hans/hendes eller sin/sit?

Detteher er svært for mange – og det kan også blive ret kompliceret, men i de fleste tilfælde er det ret enkelt: vises der tilbage til subjektet i sætningen, skal der stå sin/sit, og ellers hans/hendes. Det burde faktisk ikke være noget problem hvis man kan en smule basisgrammatik.

  • De lærer noget om dem selv.*
  • De lærer noget om sig selv.

Det kan blive svært hvis vi har med en indlejret eller skjult sætning at gøre:

  • Jeg så ham spise sin is på under et minut.

Her dækker ham spise — et pronomen + en infinitiv — over den indlejrede sætning at han spiste. Og så er det pludselig ikke svært længere: så er det indlysende at det skal være sin, for isen tilhører jo subjektet i den indlejrede sætning, han.
Prøv selv at regne ud hvorfor denne er korrekt:

  • Thor ville ikke lade ansatte komme ind på hans værelse. (Dobbeltmorderen og Anders Lund Madsen, dokumentar på DR2)

Endnu et problem kan opstå i flertal:

  • Han holder af sine børn, men
  • De holder af deres børn. Når subjektet er i flertal bruger man ikke sine.

— men hvis du lærer hovedreglen (sin/sit når det viser tilbage til subjektet), går det ikke helt galt.

Læs mere på Sproget.dk

Synes eller syntes?

Synes er nutid, syntes datid. Længere er den faktisk ikke.

Ad eller af?

Hedder det hen ad vejen eller hen af vejen? Hedder det op af hullet eller op ad hullet? Eller er det spørgsmål du aldrig stiller dig selv?

Skal der -r på?

Normalt sætter vi -r på verbet for at markere nutid (og adskille det fra navnemåde). I de fleste tilfælde giver det ikke problemer, men når verbet har -r- i stammen, som fx re og re, får mange svært ved at afgøre om der skal -r på – formodentlig fordi man ikke kan høre det. Standardløsningen er at udskifte verbet med et der ikke har -r- i stammen, fx læse eller spise. Så er forskellen tydelig at høre, og hvis der skal -r på her, skal der også på det oprindelige verbum.

-ene eller -ende?

Den ene er en verbalendelse, den anden en substantivendelse. Hvis det ikke rækker, kan du få det bedre forklaret i videoen ;-)

Ligger du eller lægger du?

Se videoen, og lav derefter en tilsvarende regel for sidde/sætte og vågne/vække. Når først man fatter systemet, er det ikke en gang svært.

photo.jpg

Mere hjælp

Videoerne herover er fra MinutDansk.
Find flere og lidt grundigere tekst-forklaringer på Sproget.dk, især under Råd og regler.

image_preview


Og hvis du skulle have problemer med grammatikken, kan du jo følges med Thomas Skov på lynkursus i Grammatik for dummies på Sproget.dk.

Sproget er gammeldags

Nej, sproget er ikke gammeldags bare fordi der er brugt aa i stedet å, og for substantiverne er skrevet med stort. Hvis teksten er skrevet før retskrivningsreformen fra 1948, er det normale stavemåder. De tre vigtigste ændringer i 1948-reformen var:

  • Alle appellativer, dvs. substantiver som ikke er proprier — skrives med lille begyndelsesbogstav.
  • Bolle-å indføres i alle nordiske ord bortset fra personnavne.
  • Verbalformerne kunde, skulde og vilde ændres til kunne, skulle og ville.

Gammeldags er sproget når det er bevidst arkaiserende, altså når man tilstræber at få det til at se gammeldags ud i forhold til det tidspunkt det er skrevet på.


Huskatten

HUSK AT holde indledningen kort – den skal ikke blive til et essay i sig selv, og da slet ikke i den litterære artikel og kronikken; og husk at vende tilbage til den i en eller anden form i afrundingen.

HUSK AT indledningen skal pege ind i tekstarbejdet, ikke ud af det! Den skal altså ikke blive til et mikroessay om den følelse som du gerne vil tage udgangspunkt i. Indledningen skal lægge og fastholde fokus i forhold til din fortolkning af teksten.

HUSK AT læseren ikke kender teksten/teksterne. Så referer kun med bestemt form til noget i teksten som du allerede har omtalt eller introduceret. Det kan godt lade sig gøre uden at kaste sig ud i et minutiøst referat.

HUSK AT tomgangssnak og floskler er din værste fjender. De kan godt fylde op, men det er med tomme kalorier, og de forhindrer dermed let at der kommer ordentlig næring til dit arbejde.

HUSK AT baggrundsstof er rigtig godt – men skal være underordnet læsningen. Det vigtigste i opgaven er at du kan læse, analysere og fortolke, og fx litteraturhistorisk viden har kun værdi hvis den kan bidrage til forståelsen af teksten.

Medmindre andet er angivet, er indholdet af denne side licenseret under Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License